Drømmer I om fred, frihed og natur omkring jer, uden at give afkald på nærheden til byen? Sydvest for Grindsted finder I denne helt særlige landejendom, smukt og ugeneret beliggende på 14,6 ha, omkranset af skov, gamle træer og et rigt dyreliv. Heraf udgør ca. 10 ha en del af Morsbøl Lille Plantage.
Allerede på turen ad den private, asfalterede vej og gennem den stemningsfulde poppelallé mærker man, at her venter noget ud over det sædvanlige. Ejendommen ligger som sin egen lille verden, hvor naturen danner rammen om hverdagen, og hvor heste-, natur- og jagtinteresse rede får fantastiske muligheder.
Stuehuset på hele 260 m² er gennem de senere år blevet moderniseret med respekt for ejendommens oprindelige charme. I 2016 blev køkkenet fornyet, elinstallationerne udskiftet, og den tidligere stald blev smukt integreret i boligen med loft til kip og synlige bjælker, som giver rummene karakter, luft og en skøn landlig atmosfære. I 2019 blev både stuehus, garage, værksted og maskinhus forsynet med nyt tag, ligesom boligen blev efterisoleret med 330 mm.
Stuehuset byder velkommen via en praktisk forgang og åbner sig herefter op til et lyst og indbydende stue-/køkkenalrum med gulvvarme, brændeovn og loft til kip. De sydvendte sprossevinduer bidrager til et flot lysindfald og understreger den hyggelige atmosfære. I denne del af boligen findes desuden et gæstetoilet samt et værelse. Den sammenbyggede længe rummer yderligere tre værelser, soveværelse, kontor samt et lækkert badeværelse, som blev renoveret i 2018. Herudover findes en entré/bryggers med klinkegulv og fordelingsgang, som giver nem adgang til husets rum. Badeværelset, fordelingsgangen samt stue-/køkkenalrummet er alle forsynet med gulvvarme og bidrager til en behagelig komfort året rundt.
Husets naturlige samlingspunkt er den store vinterhave, et lyst og stemningsfuldt opholdsrum med brede glaspartier, klinkegulv og gulvvarme. Her trækkes naturen helt ind i boligen, og årstidernes skiften kan nydes på nærmeste hold. Fra vinterhaven er der direkte udgang til havens terrasse og orangeri, hvor familiens egne frugter og grøntsager kan dyrkes.
Ejendommens mange disponible bygninger åbner for et væld af muligheder. Her findes allerede hestestald med løsdriftsafdeling og boksafdeling, sadelrum og fyrrum, mens lade, dobbelt værksted med to elporte samt øvrige udbygninger giver plads til både dyr, maskiner, hobbyer og projekter. Den rummelige garage har ligeledes to elporte, plads til flere biler og maskiner samt direkte adgang til stuehuset. I garagebygningen findes desuden et vin- og viktualierum, kold kælder samt loftsopbevaring ovenover. Her er det næsten kun fantasien, der sætter grænser for anvendelsesmulighederne.
Jorden ligger samlet omkring bygningerne, og de 14,6 ha giver mulighed for folde og et aktivt hesteliv tæt på hjemmet. Skovarealerne er anlagt med både løv- og nåletræer, og dele af skoven kan løbende udtyndes og samtidig give en interessant indtægtsmulighed. Ejendommen har desuden egen boring til vanding af dyr m.v.
Også den jagt- og naturinteresserede vil føle sig hjemme her, hvor vildtbestanden er alsidig og virkelig kan få jægeren og naturelskeren til at begejstres. Ejendommen byder på jagt med rå- og dåvildt, mens kronvildt jævnligt strejfer gennem området, og mufloner kan opleves i flokke. Her kan morgenkaffen nydes med udsigt til natur og dyreliv på egen jord og langt fra hverdagens støj.
Det er en ejendom for familien, der ønsker plads omkring sig, privatliv og frihed til at leve livet på sin egen måde. Et sted til heste og dyr, jagt og natur, værksted og projekter – eller måske til at skabe noget helt nyt.
En ugeneret skovejendom med sjæl, muligheder og 14,6 ha natur omkring sig – og samtidig kun kort afstand fra Grindsted.