Vingård, som TV2 kalder et lille stykke Italien i Nordsjælland, til salg
- Landbrug
- Vingård
Dansk vin har de seneste år oplevet et markant kvalitetsløft, og det er netop historien om udviklingen, TV2 Kosmopol nu har sat fokus på i et indslag om Ørby Vingård ved Helsinge. Den guldvindende, økologiske vingård er samtidig til salg hos EDC Landbrug Poul Erik Bech. Se det inspirerende indslag fra TV2 her.
På TV 2 Kosmopol fortæller ejerne Søren og Birthe Søndergaard om deres næsten 20 år lange rejse med at opbygge Ørby Vingård fra bunden. Da de begyndte deres vineventyr, var dansk vin langt fra anerkendt, og mange forbrugere havde fordomme om, at dansk vin var både tynd, sur og for dyr. Men udviklingen har været markant, og i dag har vingårdens vine vundet en lang række priser og anerkendelser.
På en sydvendt skråning i Ørby ligger omkring 5.000 vinstokke fordelt på vinmarkerne, hvor sorterne Solaris, Rondo og Bolero dyrkes under økologiske forhold. TV 2 Kosmopol beskriver området som et lille stykke Italien midt i Gribskov Kommune, og netop beliggenheden er afgørende for vingårdens succes.
I dag hører Ørby Vingård til blandt de mest prisbelønnede danske vingårde med en række guldmedaljer og pokaler fra Dansk Vinskue, og udsendelsen giver et indblik i det arbejde og den passion, der gennem årene har skabt vingårdens stærke position.

Prisvindende vinproduktion med stærkt potentiale
Ørby Vingård er udbudt til salg for 13 mio. kr. og omfatter 4,76 ha jord, et velholdt stuehus på 238 m² samt omfattende produktions- og selskabsfaciliteter. Ejendommen rummer bl.a. et godkendt vineri, lagerfaciliteter, gårdbutik samt café- og restaurantlokaler med plads til op mod 100 gæster.
Søren Søndergaard fortæller i forbindelse med salget: "Vi startede helt fra bunden for 20 år siden uden nogen vinstokke. Siden har vi bygget på år for år, og vi er stolte af vores udvikling og de mange priser, vores vin har vundet undervejs med guld for bedste vine i 2014, 2016, 2018 og 2020 samt guld og pokal i 2023."
Den markante udvikling afspejles også i TV 2 Kosmopols indslag, hvor Søren Søndergaard fortæller, hvordan kundernes syn på dansk vin har ændret sig gennem årene: "Efterhånden begyndte folk at sige: 'Hov, det smager jo godt.'"
Sjælden mulighed på det danske marked
Ifølge EDC Landbrug Poul Erik Bech hører det fortsat til sjældenhederne, at etablerede vingårde bliver sat til salg i Danmark.
Frank Poll, landbrugschef hos EDC Landbrug Poul Erik Bech Sjælland & Øerne, siger: "Det er langt fra hver dag, at der kommer en vingård til salg herhjemme. Vi solgte i starten af 2025 Danmarks største vingård, Dyrehøj Vingaard på Røsnæs, og nu har vi skønne Ørby Vingård i Nordsjælland på hylderne. Det er en unik ejendom med en fantastisk beliggenhed."
Han fremhæver samtidig ejendommens udviklingspotentiale. I dag omfatter vingården ca. 2 ha vinmarker, men der er mulighed for at udvide produktionen yderligere for en kommende ejer.
Tid til et nyt kapitel
For Søren og Birthe Søndergaard handler salget om at give stafetten videre, mens vingården står stærkt. Efter næsten 20 år med at udvikle både vingård, vinproduktion og oplevelsesunivers føler de, at tiden er inde til, at nye kræfter kan føre stedet videre.
Selvom passionen for vin fortsat er intakt, fortæller Søren Søndergaard, at tiden nærmer sig for et nyt kapitel: "Vi har nydt det, og vi nyder det stadigvæk."
Efter næsten 20 år som vinproducenter har ægteparret dog truffet beslutningen om at sætte vingården til salg: "Vi skal jo også videre i vores liv, hvis vi skal nå andet end at arbejde. Især Birthe vil gerne have noget mere frihed, selvom jeg har svært ved at se, hvad jeg skal bruge al den frihed til."
TV 2 Kosmopols indslag understreger samtidig den udvikling, dansk vin generelt har gennemgået, siden Danmark blev anerkendt som vinproducerende land i 2000. Fra at blive mødt med skepsis har danske vine i dag opnået anerkendelse både nationalt og internationalt. Ørby Vingård er et konkret eksempel på netop den udvikling.
