5 investeringsejendomme fra samme sælger solgt til 5 forskellige købere på 5 måneder
- Investering
- Sjælland
Der er god aktivitet på markedet for investeringsejendomme i området mellem Roskilde og Taastrup. Det kan den 65-årige ejendomsinvestor, Michael Hansen, skrive under på efter at have solgt sin ejendomsportefølje med en samlet udbudspris på knap 50 mio. kr. Selv forventede han, at det ville tage flere år, men takket være et effektivt "verdensklasseforløb" hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Roskilde er samtlige fem investeringsejendomme nu afsat på kun fem måneder.
Michael Hansen har over de sidste 35 år købt og udviklet en række investeringsejendomme i området omkring Taastrup og Roskilde. Den tid er nu forbi, da den 65-årige ejendomsinvestor har solgt hele sin portefølje på fem ejendomme med en samlet udbudspris på knap 50 mio. kr.
Michael Hansen fortæller: "Jeg stiftede selskabet Hovedstadens Murerfirma tilbage i 1983 og opstartede efterfølgende investeringsdelen i 1989, hvor jeg siden har udviklet og udlejet erhvervs- og boligudlejningsejendomme. Jeg har i noget tid gået med ønsket om at drosle ned, og meningen var egentlig et generationsskifte, men da mine børn ikke havde tiden og lysten til at drive forretningen videre, var det nærliggende at sætte det hele til salg samtidig. Jeg gik ind med en forventning om, at det ville tage minimum et par år, men nu, kun fem måneder senere, er vi allerede mål. Det er jeg naturligvis utroligt glad for, og jeg vil gerne takke EDC Poul Erik Bech Roskilde for et verdensklasseforløb med stor effektivitet."
Løst i fællesskab
Porteføljen bestod af blandede investeringsejendomme til bl.a. kontor, lager, detail og bolig. Mikkel Emil Valeur, erhvervsrådgiver hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Roskilde, der har formidlet salget, fortæller:
"Ejendommene bliver brugt til alt fra kontorfællesskaber og domiciler til private boliger og spisesteder, så det har været en sjov og spændende opgave at sælge en ejendomsportefølje med så meget diversitet. Michael har løbende renoveret samtlige ejendomme, og med deres velbeliggende placeringer har vi haft flere interesserede investorer. Til sidst lykkedes det os at finde fem forskellige købere. Vi er glade for at have hjulpet Michael med at sælge sin ejendomsportefølje, og vi står tilbage med en meget tilfreds sælger."
John Borrisholt, direktør hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Roskilde, der har bistået med salget, supplerer: "At sælge en hel ejendomsportefølje kræver ofte lidt ekstra tålmodighed fra sælger, da det ikke altid er muligt at finde en investor, der er villig til at købe samtlige ejendomme. Vi har derfor også løst denne case i fællesskab blandt flere af vores specialister inden for de forskellige ejendomssegmenter, og vores brede netværk har været en stor fordel i forhold til at tiltrække købere. Det kan tære på tid og kræfter at drive en ejendomsportefølje, så det er bestemt ikke ualmindeligt, at ejendomsinvestorer vælger at afsætte samtlige ejendomme på samme tid, når de ligesom Michael rammer en vis alder," afslutter John Borrisholt.