NORMAL åbner butik i stationsbyen Bramming

  • Detail
  • NORMAL
  • Esbjerg

Den populære detailkæde NORMAL fortsætter med at åbne butikker i rekordfart – både herhjemme og i udlandet. De har netop rundet 1.000 butikker i 11 lande, og nyeste skud på stammen er stationsbyen Bramming, som bliver den 4. butik i Esbjerg Kommune. EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet udlejningen, og NORMAL åbner i løbet af sommeren og overtager butikken fra den tidligere lejer Sportmaster.

Den danskejede detailkæde NORMAL åbnede dørene til den første butik i Silkeborg i 2013, og siden er de vokset til en kæde med nu mere end 1.000 butikker i 11 lande. Nu bliver NORMAL ny lejer på Storegade 21 i Bramming. Christa Nesheim, Expansion Manager Denmark, NORMAL, siger:

“Vi er rigtig glade for, at vi i løbet af sommeren kan åbne i Bramming, og vi vil annoncere den konkrete åbningsdato, når vi kommer tættere på åbningen. Vi har allerede tre velfungerende butikker i Esbjerg Kommune, så det bliver altså vores fjerde. Bramming er en stationsby og et knudepunkt for rejsende i hverdagen, og samtidig er det en by i udvikling. Vi forventer derfor, at vi kan skabe en fin forretning i byen og glæder os til at byde en masse kunder velkommen indenfor.”   

“Selvom størstedelen af vores vækst nu foregår i udlandet, er vi altid på udkig efter velbeliggende lejemål i hele Danmark. Vi vil fortsætte med at åbne butikker, hvor vi ser et godt kun­de­po­ten­ti­a­le. På trods af vores høje eks­pan­sions­tem­po, har vi altid stort fokus på, at lokationerne skal være de helt rigtige. Vi ønsker velbeliggende butikker med god kundestrøm, stor synlighed og vi placerer os meget gerne sammen med andre gode, velkendte naboer, så vi sammen står stærkere,” siger Christa Nesheim, NORMAL.

Matas og NORMAL bliver naboer

Jesper Ølgaard Bloch, partner, EDC Erhverv Poul Erik Bech Esbjerg, som har formidlet udlejningen til NORMAL, siger: ”Det er et velbeliggende er­hvervs­le­je­mål i centrum af Bramming med en god og synlig beliggenhed i hovedgaden. Samtidig bliver Matas nabo, så med de to butikker dør om dør, er det et rigtig godt udgangspunkt for yderligere de­tail­ud­vik­ling. Bu­tiks­le­je­må­let er let tilgængeligt med gode par­ke­rings­for­hold. Det er et rummeligt og fleksibelt lejemål med et etageareal på hele 776 m², fordelt på 3 etager. NORMAL åbner med et detailareal på knap 350m², der er det optimale areal for en butik i den bystørrelse, så butikken er et godt match for NORMAL.”

“Som landsdækkende ejendomsmægler har vi i EDC Erhverv Poul Erik Bech hjulpet NORMAL med at finde egnede butikslokaler i en lang række byer herhjemme. Fra Silkeborg på en af de absolut bedste placeringer på torvet, Guldsmedgade i Aarhus, Søborg Hovedgade i Storkøbenhavn, men også mindre byer som Hirtshals og Farsø – og nu altså også Bramming. Vi glæder os til at fortsætte med at hjælpe NORMAL med at finde egnede og attraktive butikslokaler, og der er ingen tvivl om, at rigtig mange detailbutikker meget gerne vil have NORMAL som nabo, da det giver en rigtig god kundestrøm.”