Topmoderne padelcenter sat til salg: Nu skal battet gives videre til ny ejer
- Padel
- Fyn
Glamsbjerg Padel er netop sat til salg. Det topmoderne padelcenter er opført i 2022 og rummer fire padelbaner, flotte opholdsarealer, indbydende loungeområde, attraktive møde- og opholdsrum og omklædningsfaciliteter. EDC Erhverv Poul Erik Bech Fyn skal formidle salget af centeret, der er sat til salg for 12,5 mio. kr. Flere interesserede har allerede meldt sig på banen.
Da de første spillere indtog banerne i Glamsbjerg Padel i 2022, var det kulminationen på næsten to års arbejde for Bettina Falck, Peter Falck og de øvrige initiativtagere. Ambitionen var fra begyndelsen at skabe noget ud over en traditionel padelhal. I stedet for at indrette baner i en eksisterende industrihal valgte de at bygge nyt med bl.a. varme, god loftshøjde, lounge- og eventfaciliteter. Nu er tiden kommet til at finde en ny ejer og give battet videre.
Peter Falck, medejer af Glamsbjerg Padel, siger: ”Vi har lagt rigtig mange timer og kræfter i at skabe et sted, som Glamsbjerg kunne være stolt af. Da vi byggede, var ambitionen, at vi ikke ville gå på kompromis med rammerne, og den tanke, synes jeg stadig tydeligt, kan mærkes i huset.”
”Det har været sjovt og udfordrende at opbygge padelcentret helt op fra bunden. Men vi har andre interesser og arbejde, der skal passes ved siden af, så derfor har vi valgt at sætter til salg. Jeg har fx et vognmandsfirma, der kører med gods i hele Danmark, så det skal der også være plads til at passe. Nu håber vi, at en ny ejer kan se mulighederne og bygge videre på det stærke fundament, vi har skabt i Glamsbjerg Padel,” siger Peter Falck.

Fundamentet på plads – og endnu uforløst potentiale
Centeret rummer fire indendørs padelbaner, lounge- og opholdsarealer, omklædningsfaciliteter og attraktive møde- og eventlokaler.Der er gode parkeringsforhold og en central placering i Glamsbjerg med kort afstand til både Assens og Odense.Der er desuden etableret et samarbejde med Glamsdalens Idrætsefterskole, som med sin padellinje bidrager til løbende aktivitet på banerne.
”Det betyder meget for os, at der allerede er rigtig god aktivitet og liv i padelcentret og en stærk lokal forankring. Efterskolen sikrer samtidig en stabil aktivitet – også midt på dagen. Det er ikke et sted, hvor en ny ejer skal starte fra nul. Rammerne og aktiviteterne er der, og der er stadig masser af muligheder for at udvikle forretningen,” siger Peter Falck og peger bl.a. på firmaevents, teambuilding, netværksmøder og andre private arrangementer, der kan løfte potentialet yderligere.

Padel er kommet for at blive
Padel har på få år udviklet sig fra en nichesport til en fast del af danskernes idrætsvaner. I starten af 2026 blev Dansk Padel Forbund optaget som det 63. forbund i DIF (Danmarks Idrætsforbund), og det anslås, at hele 250.000 danskere spiller padel.
Mathias Demant, erhvervsmægler hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Fyn, der skal formidle salget af padelcentret, siger: ”Padel er kommet for at blive. Det mærker vi på Fyn, hvor der er åbnet mange nye baner de sidste par år. Det er dog ikke alle, der kan levere så gode faciliteter som Glamsbjerg Padel. Vi er flere på kontoret, der er grebet af sporten, og derfor er det også en meget spændende opgave.”
”Det er ikke hver dag, vi kan udbyde denne type ejendom. Køberen får et moderne og etableret padelcenter, men samtidig en ejendom med faciliteter med mulighed for flere indtægtskilder. Fx øget udlejning og events til erhvervsarrangementer og andre aktiviteter omkring sporten. Flere har allerede vist interesse, og interessen vil stige yderligere, nu når vi går bredt i markedet. Vi glæder os til at finde den rette køber, så der også fremover kan slås bandeja, vibora og kicksmash i Glamsbjerg.”
