Velliv: ”ESG- og bæ­re­dyg­tig­heds­kra­ve­ne til vores sam­ar­bejds­part­ne­re skal brede sig som ringe i vandet

  • Velliv
  • ESG og Bæredygtighed

Solveig Rannje, ejen­doms­di­rek­tør i Velliv, er en af talerne på EDC Erhverv Poul Erik Bechs årlige For­vent­nings­se­mi­nar 27. november 2024 i Industriens Hus. Her offentliggøres resultaterne fra vores årlige For­vent­nings­un­der­sø­gel­se, vi gennemfører for 10. år i træk. Solveig Rannje fortæller bl.a. om, at Velliv har ESG og bæredygtighed som overligger i alt deres arbejde, og de er samtidigt begyndt at få et overblik over og stille krav til deres leverandører og sam­ar­bejds­part­ne­re.     

”Som en af Danmarks største pen­sions­sel­ska­ber har vi et samfundsansvar, som vi skal leve op til. Det er grunden til, at ESG og bæredygtighed er overliggeren for alt, hvad vi foretager os og en vigtig del af vores strategi for at skabe en robust og fremtidssikret ejen­doms­por­te­føl­je med attraktive langsigtede afkast,” indleder Solveig Rannje, ejen­doms­di­rek­tør i Velliv, Pension & Forsikring, som er et pensions- og for­sik­rings­sel­skab med godt 420.000 kunder, som er 100% kundeejet med en ejen­doms­por­te­føl­je på ca. 20 mia. kr.

Solveig Rannje har mere end 30 års erfaring i ejen­doms­bran­chen og er oprindelig ad­vo­kat­se­kre­tær, uddannet ejendomsmægler og cand.jur. fra Kbh. Universitet. Hun har været underdirektør i PFA Ejendomme, ejen­doms­di­rek­tør i Proark, adm. direktør i Rosk Ejendomme/FS Ejen­doms­sel­skab under Finansiel Stabilitet, ejen­doms­di­rek­tør i SEB Pension og partner/ejen­doms­di­rek­tør i Thylander Gruppen.

”Da jeg startede i Velliv i 2019, lagde vi en strategi om at tage forvaltningen af vores helejede ejendomme hjem. Vi gik fra 2-3 medarbejdere og er i dag 18 medarbejdere med kompetencer inden for investering, udvikling, asset management, jura og ESG. Vi er i gang med at repositionere vores ejen­doms­por­te­føl­je og sælge små, mellemstore og ikke frem­tids­sik­re­de ejendomme fra bl.a. i de sekundære beliggenheder og sektorer vi vil nedbringe vores allokering til. Som udgangspunkt vil vi helst ikke eje ejendomme på under 100 mio. kr. og har særligt fokus på at investere i større, moderne bolig- og lo­gi­sti­ke­jen­dom­me.”

Frasalg betyder, at blandt andre EDC Erhverv Poul Erik Bech løbende formidler salget af in­ve­ste­rings­ejen­dom­me på vegne af Velliv primært i større danske provinsbyer.

Bekæmper ensomhed
Overordnet har Velliv ca. 75% af aktiverne inden for kontor og lager/logistik, mens boliger står for de resterende ca. 25%. ”Vi havde i 2019 en ejen­doms­por­te­føl­je på 275 hel- og delejede ejendomme til i dag, hvor vi er nede på 225. Vores forventning er, at tallet kommer længere ned. Vi er nået et godt stykke, men det nuværende transak­tions­mar­ked med lavere transak­tions­ni­veau og dermed lav likviditet, kan være udfordrende – bl.a. i forhold til vores ønske om på sigt at re-allokere ejen­doms­por­te­følj­en, så den matcher vores strategi for ejen­doms­in­ve­ste­rin­ger. Vi er således ikke nået så langt, som vi havde håbet på, men vi begynder at kunne mærke øget aktivitet på vores salg og at transak­tions­mar­ke­det forsigtigt er i bedring,” siger Solveig Rannje.

”Som udgangspunkt skal vi ikke øge volumen, men vi vil fx meget gerne ekspandere vores nye bo­lig­fæl­les­skabs­kon­cept ”Naboliv”, hvor vi vil knytte generationer sammen i et fællesskab samtidig med at levere et attraktivt, risikojusteret afkast til vores pensionskunder. Vi håber også at kunne bidrage til en vigtig sam­funds­dags­or­den ved at skabe trivsel blandt beboerne og bekæmpe ensomhed. Vores første projekt er i Birkerød med 110 lejeboliger, som vil stå færdigt i 2025 og er vores første projekt, som følger ESG-kravene i EU-taksonomien, og vi udvikler projektet sammen med Nordstern. Vi vil gerne investere i boligejendomme, hvor vi kan implementere vores bo­lig­fæl­les­skabs­kon­cept, men det nuværende transak­tions­mar­ked gør, at det er udfordrende at eksekvere på vores strategi.”

ESG-målsætninger fylder
I 2023 fastsatte Velliv nye, ambitiøse mål for at arbejde med bæredygtighed i ejen­doms­por­te­følj­en frem mod 2030. Målene fokuserer på de syv punkter: CO2e-reduktion, bæredygtig certificering, aktivt ejerskab, data, cirkulær økonomi, biodiversitet og social bæredygtighed.

Solveig Rannje siger:”ESG og bæredygtighed er overliggeren for alt, hvad vi laver i Velliv. Vi arbejder hver dag benhårdt på at opfylde vores fastsatte målsætninger for vores ejen­doms­por­te­føl­je (læs mere i boks, red.). Ambitionen er, at CO2e-udledningen fra både hel- og delejede ejendomme skal reduceres med 80% CO2e/m2 i 2030 relativt til niveauet i 2019. Indtil videre har vi i 2024 reduceret vores CO2e-udledning med 59% siden 2019.​ Samtidigt har vi et mål om, at vores portefølje skal være CO2e-neutral i 2040. Det fylder enormt meget hos os – og det er et arbejde, der aldrig stopper.”

ESG-krav til leverandører
Som leverandør og sam­ar­bejds­part­ner har EDC Erhverv Poul Erik Bech, bl.a. modtaget i omegnen af 20 ESG- og bæ­re­dyg­tig­heds­spørgs­mål, som Velliv ønsker besvaret. Solveig Rannje forklarer: ”Vi er som sagt bevidste om vores rolle og ansvar, og vi ønsker at trække ejen­doms­bran­chen i den rigtige retning. Derfor er vi også gået i gang med at danne os et overblik over vores største sam­ar­bejds­part­ne­res ESG-arbejde og målsætninger. Indtil videre har vi spurgt 10 af de primære sam­ar­bejds­part­ne­re, og i første omgang ønsker vi et bedre overblik over, hvor langt vi er i branchen.”

”Ud fra dette vil vi danne os et overblik, og på sigt være med til at presse på. Der har indtil videre været positive til­ba­ge­mel­din­ger, og det er bestemt et godt dialogværktøj, som sætter en masse tanker i gang for både os selv og forhåbentlig også vores leverandører. Tanken er, at det er noget endnu flere af vores leverandører skal besvare, nok en gang om året, så vi kan se, hvordan fremskridtene er og vores krav til vores leverandører vil blive skærpet undervejs. Det handler om samarbejde for en ting er sikkert, vi kan ikke flytte særlig meget alene. ESG og bæredygtighed skal tænkes ind i hele værdikæden, og vi vil gerne være med til, at arbejdet breder sig som ringe i vandet i ejen­doms­bran­chen.”