Spritnyt nøglefærdigt energifritidshus på 128 m²...
Er du til weekender og ferier i fritidshuset, hvor du ikke nødvendigvis behøver at male og tænke på renoveringsprojekter? Så kigger du netop nu på en sådan løsning. Her kan du pakke strandtasken og udforske Odsherreds mange tilbud. Efter en skøn dag i sommerlandet kan du tage hjem til det dejlige, vedligeholdelsesfrie hus med et godt indeklima og fortsætte afkoblingen fra hverdagens stress og jag på en stor, regulær grund, hvor mange høje træer er med til at skabe en god stemning af ro. Du kan her komme ned i gear og for en tid lukke lidt af for en måske hektisk hverdag.
Huset opfylder alle krav til bygningsreglementet anno 2024 – og lidt til, for dette fritidshus er bygget som et helårshus. Derfor møder du et hus med luft-til-vand-varmepumpe, gulvvarme overalt, energivenlige træ/alu-vinduer, god isolering samt akustikloftplader i en loftshøjde, der går til kip.
Planløsningen er enkel, funktionel og superelegant. Der er en entre med flisebelagt teknikrum og et rummeligt væg-til-væg-skab med skydedøre. Herefter kommer man ind i husets hjerte – det store åbne rum, som fungerer som køkken-alrum og stue. Der er en enkel, vellykket skillevæg, som adskiller rummene en smule, men som stadig bevarer helheden, fællesskabet og muligheden for samtale.
Ønsker man ro eller sågar en lille lur, er der i hver ende af huset rummelige værelser, 3 i alt, samt et stort, flot brusebadeværelse, som har samme fliser som i entréen. I de øvrige rum er der egetræslignende parketgulve.
På den regulære grund, som nås af solen det meste af dagen, er der skur samt shelter. Huset har fliser rundt om huset, og fra stedets store hjerterum er der udgang til ”baghaven”. Mod den knap så trafikerede vej er der et indhegnet område, hvor der p.t. er grill, hygge og havebord og -møbler. Der er desuden plantet tujaer langs grundens skel, som med tiden kun øger privatlivets fred.
Bag huset snor Nordkanalen sig gennem det maleriske landskab. Her inviteres du til afslappende gåture og muligheden for at nyde naturens skønhed og dyreliv såsom eksempelvis blishøner, fiskehejrer og svaner eller græssende køer. Fiskeri er også en mulighed.
Kom endelig forbi til en fremvisning, hvor nøglerne til dette skønne nye hus kan blive dine.