Nyere (2014) poolhus med aktivitetsrum.
Dette store (240 m²) og nyere (2014) hus med bl.a. en ca. 18 m² stor indendørs-pool, spa og et aktivitetsrum. Huset har sovepladser til 16 personer og er beliggende på en stor (2.782 m²) grund i Toftum på den nordlige del af Rømø. Grunden har en grundvandsdybde på 0,7 til 2,9 m og ligger 4,1 m over havet iflg. dingeo.dk. Desuden er huset beskyttet af Juvre Diget. Grunden har et større areal udlagt i græs, der giver muligheder for f.eks. alskens leg og boldspil. Huset ligger ca. 1½ km fra Vadehavet på østsiden af øen. Vadehavet ligger navn til Danmarks største nationalpark og området omkring Vadehavet er også optaget på Unescos verdensnaturarvsliste. For naturinteresserede er her masser af muligheder for gode vandreture og for at opleve områdets righoldige fugle- og dyreliv.
Huset består af 3 afdelinger. En "soveafdeling 1" med entré/garderobe med vaskemaskine, tørretumbler og opgang til hems med to sovepladser, en mindre gang, hvorfra der er adgang til badeværelse med bruseniche, 2 soveværelser med hver en dobbeltseng og 2 skabe samt et soveværelse med 2 enkeltsenge. "Fællesafdelingen" består af det store lyse pool-rum med pool og en 4 til 6 pers. spa, sauna og badeværelse med bruseniche, et meget veldisponeret og rummeligt køkken med bl.a. hårde hvidevarer i form af bordkomfurer, ovne, emhætter, opvaskemaskiner og køle-fryseskabe i dobbeltudgave i åben forbindelse til en stor og meget lys sydvendt spise- og opholdsstue med bl.a. en brændeovn og udgang til terrasse og et aktivitetsrum med billard, bordfodbold, air hockey, dart og en spillekonsol. "Soveafdeling 2" består af en mindre gang med adgang til badeværelse med bruseniche, 2 soveværelser med hver en dobbeltseng og 2 skabe samt et soveværelse med 2 enkeltsenge Over "soveafdeling 2" befinder der sig endnu en hems med 2 sovepladser og med adgang fra aktivitetsrummet. Til huset hører også et udhus delt i to. Den ene del rummer teknikken og den anden del kan benyttes som depotrum.
Huset er omgivet af ca. 100 m² flisebelagte terrasser: Mod syd delvis overdækket, delvis afskærmet og delvis åben. Mod nord en næsten lukket gårdterrasse. "Kik" til diget og Dæmningen fra både hus og grund.
Huset er opført som et helårshus og er nemt at vedligeholde: Teglsten, PVC-vinduer, tagsten, klinkegulve, fliser på væggene i brusenicher og Troldtekt lofter. Lofter til kip og store vinduespartier i alle "fælles" rum.
Forbedringer på hus og grund foretaget af sælger de seneste ca. 2 år: Ny belægning i indkørslen, nyt pool bord, ny air hockey, oplader til el-biler, ny jordvarmepumpe, ny vaskemaskine, ny tørretumbler og ny saunaovn.
Huset opvarmes med jordvarme og som supplement en brændeovn.
Huset er tilmeldt udlejning i 2025 gennem Feriepartner Rømø. ID nr. 2002. Lejeindtægt via Dancenter i 2023: kr. 321.717,- + forbrug. I 2024 var lejeindtægten ligeledes gennem Dancenter kr. 310.580,- + forbrug. I 2025 budgetterer Feriepartner med en lejeindtægt på kr. 412.413,- + forbrug ved 41 ugers belægning.