Der er skruet ekstra op for de lækre detaljer i dette skønne fritidshus ved Ferring Sø. Fritidsboligen fra 2022 formår at kombinere et hyggeligt udtryk med funktionelle løsninger, og det er samtidig et hus, der er bygget til, at I kan være mange afsted på ferie. De mange sengepladser gør også fritidsboligen veloplagt til udlejning, hvis I ønsker det. Faktisk så veloplagt, at den i år 2024 havde en ren lejeindtægt på ca. 158.000 ,- .
En adresse som “Stranden” forpligter, og I har da også kun 500 meter til Vesterhavet. Ferring Sø ligger lige nord for det fredelige sommerhusområde, mens Bovbjerg Fyr også hører til nærområdets populære udflugtsmål. Naturen er allestedsnærværende, og trænger I alligevel til at bruge en feriedag i byen, kommer Lemvig jer til undsætning 12 kilometer væk.
Fritidshuset er i sig selv en stilfuld nyfortolkning af det klassiske sommerhus, og træfacaden matches flot af en stor træterrasse på vestsiden af huset. Også afskærmningen af terrassen er i træ - og det samme gælder den runde sauna og vildmarksbadet. En udebruser er der også blevet plads til som en del af det unikke udemiljø.
Indenfor er huset på 116 m², og synes I ikke, det virker som helt nok til jeres behov, bør I bemærke, at loftet over de to værelsesafdelinger er udnyttet til en stor hems med ståhøjde. Da der også er hele fire værelser at gøre brug af, er der allerede 10 sengepladser i huset. Sommerhusets to badeværelser er udført med afdæmpet, stilsikkert inventar fra Kvik, og det samme gælder for køkkenet, der indgår ubesværet i den store opholdsafdeling. Her er kiploftet udstyret med akustikdæmpende troldtektplader, så lydniveauet forbliver behageligt, uanset hvor mange I er. En sidste finesse er, at der er blevet plads til en vaskemaskine i entréen, så I ikke behøver at pakke den store kuffert, hver gang ferien står for døren.
Dette moderne fritidshus bør opleves - kontakt os på tlf 96 63 40 00 for en fremvisning.