Familievilla med nybygget 1. sal fra 2012
Er I på udkig efter den perfekte familievilla i rolige omgivelser, hvor I ikke skal bekymre jer om andet, end hvor I skal placere sofaen? På Kirkebroen 26 finder I de perfekte rammer for jeres fremtidige hjem.
Villaen er i 2012 blevet gennemgribende renoveret, hvor alt blev gennemgået. Her blev desuden tilbygget en lækker førstesal til boligen. Alt i alt har I en bolig, som er blevet opdateret til moderne standarder, som er helt klar til indflytning.
I Hvidovre Nord finder I Kirkebroen 26 – En sjælden kombination af en central og rolig beliggenhed. Fra den rolige villavej tårner ”Villa Romantica” sig op over landskabet. Fra havelågen, som i øvrigt er bygget af en original Carlsberg-tønde, bliver I via den frodige og hyggelige forhave ført til vindfanget ved hoveddøren.
Over dørtærsklen har I en fantastisk hall, hvor der er åbnet hele vejen op til kip, med store ovenlysvinduer over jer og udsynet til en smuk smedejernstrappe, som fører jer til førstesalen.
Videre ind I boligen finder I et fantastisk køkkenalrum, som kan rumme selv den største familie. Her er zoneopdelt med spiseafdeling, køkken og en hyggelig tilbygget del af stuen, hvor der i dag er tv-stue. Her er fine plankegulve, højt til loftet og godt lysindfald fra de mange store vinduesparter.
Køkkenet er udført i sorte fronter og med køkken-ø. Her er god arbejdsplads, og alt hvad I kunne tænke jer i hårde hvidevarer.
Fra stuen er der desuden udgang til en lækker, hævet terrasse, hvorfra I kan nyde solskinstimerne, mens I holder et øje på børnene der leger i haven. Haven er helt privat og meget charmerende. Her er et rigt udvalg af ældre beplantning; alt fra høje træer til buske og bede. Derudover finder I et orangeri, hvor kan fantasien sætter grænser for brugen heraf.
Stueplan byder derudover på et ualmindeligt stort soveværelse, samt et flot badeværelse med gulvvarme, hvor I finder både separat bruseniche samt karbad.
Førstesalen er et kapitel for sig selv. Her er alt bygget i 2012, og hele etagen står som var det bygget sidste år. Hele førstesalen er med loft til kip, og fokuspunktet har været, at få så meget naturligt lys ind, som muligt, hvilket virkelig kan mærkes. Her er 3 gode soveværelser, som alle er udstyret med store vinduespartier – fra det største af dem har I tilmed 4 ovenlysvinduer samt en fransk altan, som skaber et helt fantastisk rum. Derudover har I på førstesalen et rummeligt ekstra toilet.
Kælderen udgør 105kvm., og her finder I rigelige mængder ekstra plads. Kælderen er god, her er et godt indeklima og her er brugt de rigtige materialer i forbindelse med renoveringen heraf. Her er 3 gode rum, som nuværende ejer i dag bruger som aktivitetsrum til familien, til opbevaring og som fitnessrum. Dertil har I et rummeligt bryggers.
Opsummeret har I her en familievilla i ét af de helt gode områder, som emmer af charme og gode løsninger, som sjældent udbydes til salg.