Nyopført villa i naturskønne omgivelser!
Drømmer du om at bo tæt på naturen og i en nyopført villa, uden spekulationer om diverse vedligeholdelsespligter de næste mange år? Så er denne villa på Tibirkebro præcis hvad du leder efter. For enden af Tibirkebro, går vejen op til Tisvilde Hegn. Her venter utallige mountainbikespor, ridestier samt alle de hemmelige kantarelsteder.
Villaen stod færdig i december 2024, så du bliver den første beboer, og du skal ikke røre en finger hverken nu eller i mange år fremover, da her er anvendt vedligeholdelsesvenlige og holdbare materialer over hele linjen. Murene er af skifersten, som er et smukt naturmateriale, vinduerne er med alu på ydersiden og træ indvendigt, og på taget er der solceller. Akustiklofterne sikrer at du kan være mange mennesker samlet og stadig høre hvad hinanden siger. Her er holdbare samt slidstærke betongulve i et råt, urbant look og med indlagt gulvvarme via luft til vand varmepumpe, der kan styres rum for rum.
Villaens 137 m² er særdeles optimalt udnyttet, hvor loftshøjden giver en hel fantastisk rumfornemmelse og de mange vinduer skaber et skønt lysindfald. Opholdsrummet er indrettet med lækkert køkken-alrum og stor stueafdeling. Køkkenet er blandet andet udstyret med Quooker og en custom-made køkken-ø i egetræ. Her er stort forældresoveværelse med eget badeværelse, udgang til terrasse og et lækkert walk-in. Ligeledes er der fra husets 2 øvrige soveværelser direkte terrasseudgang. Endvidere finder du et praktisk bryggers med vaskemaskine og badeværelse i forbindelse med entréen. Villaen er desuden opført med et Genvex-anlæg der skaber et godt indeklima, fibernet til hjemmearbejde og ladeboks til el-bil.
Fra det lyse køkken-alrum er der adgang til terrassen via dobbeltdøre, som skaber en naturlig og sammenhængende forbindelse mellem inden- og udendørsarealerne. De brede døre åbner op for et smukt terrassemiljø, hvor der er mulighed for at nyde solrige dage eller lune sommeraftener i private rammer. Udendørsarealerne er ligeledes anlagt med fokus på minimalt arbejde, idet haven hovedsageligt består af en mindre græsplæne, med plads til et spil konge eller en fodboldkamp.
Kender du Tisvildeleje? Her finder du alt, hvad hjertet begærer: skole, integreret børneinstitution, købmand, bager, biograf, tennis, restauranter, caféer og et væld af andre aktiviteter - for ikke at nævne toget mod Vejby og Hillerød.