Charmerende landlig idyl – tæt på Asnæs by!
Nu har du muligheden for at erhverve dette idylliske sted med fiskeret fra kanalen, ro, stemning og masser af plads - med kun få hundrede meter til station, Nordvestsjællands største overdækkede center, svømmehal, børnehave, skole, gymnasium m.m. – alt sammen inden for en rækkevidde, der snildt kan klares på gåben. Derudover skal du kun bevæge dig 100 meter til venstre fra huset, hvor der åbenbarer sig udsigt til åbne marker og et overdådigt ”viddemæssigt” fantastisk view over Geopark Odsherreds flotteste spot: bjergene og det åbne landskab rundt om Vejrhøj. København kan nås på en time og Kalundborg på 35 minutter fra boligen, der kan blive din.
Huset har med samme ejer gennemgået flere omfattende renoveringsprojekter inden for de seneste 10 år, hvor man har bibeholdt charmen og atmosfæren fra synlige loftsspær. Renoveringsprojekterne involverer nyere køkken og bryggers med samme elementer fra KVIK (sidstnævnte 1 år gammelt), etablering af gulvvarme, flisegulv, udskiftning af vinduer og døre, total renovering af sidebygning med både (nuværende) værelse og master bedroom med væg-til-væg-skab med skydedør. Huset er særdeles rummeligt og indeholder derudover 1 ekstra værelse og har stort indgangsparti, stort ”teknikrum” og rummelig stue. Der er ikke sparet på de rigtige løsninger, og huset har utrolig meget skabs- og bordplads. Køkkenets hårde hvidevarer befinder sig i den kvalitetsmæssige premium-ende; der er to indbygningsovne – den ene med damp. Induktionspladen har uanede muligheder (90 cm i bredden). Der er med andre ord faciliteter, der sagtens kan betjene et stort selskab. I bryggerset er der vaskemaskine og tumbler.
Der er udgang til haven fra både stue og master bedroom, og på den sydvestvendte terrasse er der desuden et skønt orangeri/udestue, der let opvarmes af biopejsen, og som lader roen sænke sig, når man slapper af og samtidig nyder aftensolen sammen med et forfriskende glas, når dagen går på hæld.
Udenfor er der en dejlig have, og terrassen afgrænses af en carport med både stort værksted og nyere stort opbevaringsrum (begge isolerede og frostsikrede). Derudover er der redskabsrum og stort overdækket rum, som p.t. bruges til de grønne fingre – resultatet kan ses udenfor, hvor terrassen gøres indbydende og praktisk af mange krukker med krydderier, rabarber, jordbær m.m. Som prikken over i´et er der stedets ”Villa”, den 9 m2 isolerede anneksbygning med plads til ekstra overnattende gæster.
Huset præsenterer sig flot fra grusvejen med hvidmalet stakit.
Skynd dig at booke en fremvisning – inden andre får øjnene op for stedets uimodståelige hygge og charme.