Der er steder, man kan mærke med det samme. Atterupvej 27 mellem Dalby og Faxe er et af dem. En tidligere skole, der i dag har fået nyt liv som bolig, hvor rummene fortæller historier, og omgivelserne giver ro i maven. Marker og skov folder sig ud omkring ejendommen, og udsigten skifter udtryk i takt med årstiderne som et levende landskab, man aldrig bliver træt af at kigge på.
Her er god plads rigtig god plads. 220 m² bolig og 95 m² erhvervsareal fordelt på fem soveværelser og tre stuer giver luft til både hverdagsliv, gæster og store armbevægelser. Udestuen bliver hurtigt et yndlingssted med kig til haven og det grønne landskab, hvor tiden nærmest går lidt langsommere. Det her er ikke et hjem, der ligner naboens og det er netop pointen.
Grunden strækker sig over hele 3.738 m², så der er plads til leg, køkkenhave, høns, bålplads eller bare ro. Det store udhus giver mulighed for værksted, opbevaring eller parkering af bilen, hvis man vil have den i tørvejr.
Det gamle klasselokale er i dag et kapitel for sig. Med det smukke lysindfald ligger det lige til højrebenet at skabe en stor gildesal, atelier eller noget helt tredje. Her sætter fantasien dagsordenen ikke kvadratmeterne.
Faxe er en hyggelig stationsby på Sydsjælland med både skov og strand tæt på. Byens helt store trækplaster er Faxe Kalkbrud med sit azurblå vand og rå, næsten eventyrlige stemning.
Beliggenheden på Atterupvej passer perfekt til dig, der drømmer om landlig idyl uden at være langt fra hverdagen. Her kan du trække stikket, når dagen er omme og stadig nå nemt til motorvejen med forbindelse mod Greve, Roskilde og København.
Kort afstand til Tokkerup Station (trinbræt) med direkte forbindelse til Køge. Med bil tager turen til Kastrup Lufthavn ca. 50 minutter under normale trafikforhold. Boligen byder desuden på en separat afdeling på første sal, hvilket gør den oplagt til flere generationer under samme tag.
En sjælden ejendom med historie, sjæl og masser af muligheder. Et sted, hvor nye minder bare venter på at blive skabt.
Når du køber en bolig gennem EDC, har du mulighed for at få en gratis flytteforsikring. Ønsker du denne, skal du sende en mail med "Ja tak" til flytteforsikring@gjensidige.dk