Arkitekttegnet luksus i Næstved Nord med udsigt til søen
I Næstved Nord, på adressen Eskeskoven 2A møder I en elegant funkisvilla, hvor arkitektur, funktionalitet og æstetik går hånd i hånd. Huset fremstår moderne og gennemført med rene linjer, fladt tag og store vinduespartier, der lukker lyset ind og skaber en naturlig forbindelse til haven, og ikke mindst det smukke kig til søen.
Her åbner sig en sjælden mulighed for jer, der drømmer om at træde direkte ind i et helt nyt og inspirerende hjem, uden at skulle igennem den lange og krævende byggeproces. Flyttekasserne kan blot pakkes ud og I kan lade drømmene udfolde sig fra det første øjeblik.
I denne eftertragtede del af byen er det næsten umuligt at finde ledige byggegrunde, hvilket gør denne bolig til noget ganske særligt. Et hjem skabt til dem, der ønsker det nye, det smukke og det nemme – hvor hverdagen kan begynde med ro, lys og fornemmelsen af at være landet det helt rigtige sted.
Boligen byder på en gennemtænkt planløsning, hvor enhver af de 180 kvadratmeter er udnyttet optimalt.
Opført af Eurodan i 2022 og opvarmes med jordvarme hvorfor udgiften til varme er minimal.
Boligen indeholder: Entré/gang, to store børneværelser samt et kontor, der også kan anvendes som gæsteværelse. Hertil kommer et badeværelse, som betjener denne afdeling. Derudover er der i denne ende af boligen et praktisk bryggers med god opbevaringsplads samt direkte adgang til vognport med oplader til el-bil. I forlængelse af vognporten er et rummeligt skur til opbevaring af ekstra sager. Hjertet i huset er det store køkken-alrum, hvor I kan glæde jer over en loftshøjde på over tre meter, hvilket giver en imponerende rumfornemmelse. Køkkenet er et stilrent Invita køkken med støvgrønne skuffe elementer, der flot komplementeres af køkkenøen i mørke trælameller. Desuden er der i hele køkkenet en keramisk bordplade som gør det muligt at placere varme elementer direkte på bordpladen. Derudover vil I også glæde jer over det praktiske viktualierum i forbindelse med køkkenet, som bidrager med ekstra opbevaringsplads. I alrummet er det oplagt at indrette en spiseplads, mens stuen gemmer på flere indretningsløsninger til de bløde møbler. Der er fra både alrum og stue, udgang til terrasser, den ene overdækket og den andel delvist overdækket, med mulighed for fuld overdækning i pergolaen. Fra stuen, adgang til forældreafdeling med et rummeligt soveværelse, et walk-in-closet og et privat badeværelse, med stor muret bruseniche og badekar, så det bliver en ideel oase for ro og komfort.
Udendørs venter en meget stor træterrasse, hvor I kan følge solens gang dagen igennem. Haven er enkel og overskuelig, perfekt til både afslapning og leg.
Beliggenheden er attraktiv med kort gåafstand til det meste. Fra hjemmet når I både skole, dagtilbud, indkøb og togforbindelser inden for en radius på blot to kilometer. Derudover har I let adgang til flere hyggelige, grønne omgivelser, der indbyder til udeliv og tid sammen.
Et oplagt bud på en ny ejendom i en af Næstveds mest attraktive boligområder.
Når du køber en bolig gennem EDC, har du mulighed for at få en gratis flytteforsikring. Ønsker du denne, skal du sende en mail med "Ja tak" til flytteforsikring@gjensidige.dk