Velholdt rødstensvilla med god kælder
På Katedralvej 18 venter jer en nydelig og gedigen bolig med skønne udearealer. Den ligger i et hyggeligt boligområde, hvor I er tæt på stort set alle hverdagens gøremål; Stege Bymidte med butikker og gode spisesteder samt adskillige muligheder for at leve et aktivt og spændende liv.
Når I ankommer til adressen, møder I husets klassiske rødstensfacade, mens bilen kan parkeres i den tilhørende indkørsel med garage.
Inden for er der skønne 110 m² bolig + 75 m² kælder. Stueetagen rummer en indbydende stue med god plads til både hverdagsliv og gæster. Her er udgang til terrassen og et stort vinduesparti, som giver et godt lysindfald. Stuen er forbundet med en spiseafdeling, som er i forbindelse med køkkenet, hvilket giver stueetagen et naturlig flow i planløsningen. Køkkenet står i originalt design, og I får her fuldt udbytte af dets mange skabe. I køkkenet er der en ekstra spiseplads og direkte udgang til træterrasse og haven. I stueetagen får I endvidere adgang til et godt værelse, et nydeligt badeværelse med lyse klinker samt en praktisk indgang med garderobeskab.
I kælderen får I ekstra kvadratmeter at boltre jer på. Det er en lys kælder med hele fire skønne, disponible rum, et pulterkammer med mindre opbevaringsplads, badeværelse med badekar og bryggers med vaskesøjle og udgang til haven. Her er gennemgående lyse klinker og et dejligt lysindfald fra kælderens mange vinduer.
Udearealerne på adressen er helt fantastiske. Den meget overkommelige have har den skønneste græsplæne, som straks indbyder til havespil og familiehygge. I haven finder I desuden to terrasser, som begge er hævet over jorden. Her kan I nemt tilbringe en masse hyggelige timer, alt imens solen skinner på jer og feriestemningen indfinder sig – også selv om det blot er weekend.
I haven kan I også sætte skub i den indre glæde, hvis I har grønne fingre. Katedralvej 18 byder nemlig også på både drivhus og en eventyrlig forhave med et hav af mange vilde blomster. Herudover er her et redskabsskur hvor både græsslåmaskinen, hækkeklipperen og trillebøren kan stå.
Stege By er en charmerende købstad med mange spændende butikker. Her er både specialforretninger, dagligvarebutikker, en hyggelig biograf og masser af gode spisesteder. Byen summer af liv og er bl.a. berømt for sommerens tirsdagsmarkeder, som afholdes i hele juli måned og i starten af august.
I området lige omkring Stege By finder er der faciliteter som lystbådehavn, badeanstalt, svømme-/ og sportshal, institutioner og offentlig transport, foruden at vi har et rigt foreningsliv med bl.a. fodbold-, løbe-, badminton-, danse- og skydeklub samt yoga- og fitnesscentre.
Du skal ikke gå eller cykle langt, før du står i helt ugenerte omgivelser med fri adgang til bl.a. fiskeri, lystbådssejlads, badning og strandjagt. Også dyrelivet på Møn er helt exceptionelt med rådyr, harer, fasaner, ræve og masser af fugleliv.