Attraktiv landejendom med udsigt nær Ulfborg
I udkanten af Ulfborg ligger denne landligt attraktive ejendom, hvor hverdagen får mere luft og udsynet bliver længere. Her bor man midt i landskabet med åbne marker omkring sig og et smukt kig mod fjorden – samtidig med, at der kun er ca. 2,5 km til byens indkøbsmuligheder, skole, daginstitutioner og øvrige faciliteter. Cykelstien ind til Ulfborg gør turen nem og tryg, og mod vest når I både Vesterhavet og Husby Klitplantage efter ca. 13 km.
Hovedhuset er opført i 2001 i en charmerende, landlig stil og fremstår lyst og roligt med en behagelig atmosfære. Planløsningen er praktisk og gennemtænkt med entré og bryggers, et rummeligt køkken/alrum som boligens naturlige samlingspunkt, tre gode værelser – herunder soveværelset med udgang til haven – et badeværelse og en hyggelig stue med fransk dør og loft til kip. Førstesalen står uudnyttet, men er forberedt til udbygning for den, der ønsker ekstra plads eller flere disponible rum.
Den overdækkede terrasse fungerer som et ekstra opholdsrum store dele af året. Her kan man sidde under tag, nyde udsigten over haven og forlænge udelivet langt ud på aftenen. Foran huset mod nord er der terrasse med udsigt til omkring halvdelen af ejendommens store grund på over 10.500 m², hvor området i dag er udlagt til små stier og fri natur. Her er rig mulighed for at skabe præcis de rammer, man ønsker – hvad enten det er fodboldbane, motorcrossområde, dyrehold eller noget helt tredje.
Mod vest og syd omkranses haven af træer, som giver en naturlig afskærmning og behageligt læ, så haven kan nydes i fred og ro det meste af året.
Til ejendommen hører desuden et udhus på 112 m² med to hestebokse, garage og isoleret værksted – ideelt til hobbylandbrug, dyrehold, værkstedsaktiviteter eller andre fritidsinteresser, der kræver plads.
Her får I en ejendom, hvor naturen er tæt på, hvor stilheden fylder, og hvor mulighederne står i kø. En ejendom der bør opleves, før man forstår dens særlige atmosfære.