Panoramaudsigt over Aarhus Bugten
Unik villa med panoramaudsigt og moderne opdateringer – Strandhusvej, Aarhus
Villaen er beliggende i et særligt smukt område af Aarhus – en placering, der forener privat tilbagetrukkethed med en spektakulær panoramaudsigt over Aarhusbugten, hvor Mols danner en malerisk baggrund. Det, der adskiller denne bolig fra andre med havudsigt, er den unikke forgrund: et grønt og frodigt landskab, gennemskåret af Egåens stille løb, som munder ud ved den nærliggende og charmerende lystbådehavn. Villaens store vinduespartier indrammer dette naturskønne sceneri og bringer det helt ind i boligen. Fra ejendommen er der blot 200 meter til dejlig badestrand.
Inden for de senere år er villaen blevet løbende opdateret med nye vinduer og døre. Samtidig er den blevet energioptimeret med ekstra isolering på flere af de udvendige vægge, hvilket sikrer et moderne, lavt energiforbrug, der opfylder nutidens krav til komfort og bæredygtighed. Ejendommen byder på hele 226 etagemeter.
Ved ankomst bydes I velkommen i en rummelig entré med god plads til at modtage gæster, som naturligt leder videre til en fordelingsgang med adgang til værelserne. I stueetagen findes tre store værelser med mulighed for at etablere et fjerde. To af værelserne har direkte udgang til en stor træterrasse, hvor både naturen og udsigten kan nydes i fulde drag. Herudover er der et stort badeværelse med mulighed for installation af sauna samt et disponibelt rum til garderobe eller opbevaring.
En smuk, bred trappe i travertin fører op til førstesalen, hvor boligens hjerterum venter: et imponerende leverum med 3,5 meter til loftet og et enestående lysindfald takket være de store vinduespartier, der gennemstrømmer rummet med naturligt lys. Det stilrene og velholdte Multiform-køkken byder på indbyggede ovne i arbejdshøjde, amerikanerkøleskab og åben forbindelse til spiseområde og opholdsstue – en harmonisk helhed, hvor familien kan være samlet. Også herfra er der udsigt fra de fleste rum, og fra stuen er der direkte adgang til en stor træterrasse med panoramaudsigt over bugten og Egåen i forgrunden. Herudover findes en sydvestvendt terrasse i cyses-sten fordelt på tre niveauer, hvor solen kan følges hele dagen. Fra øverste niveau er der frit udsyn til Egå Marina og hele Aarhusbugten. Førstesalen rummer desuden et stort forældresoveværelse samt badeværelse med både brus og kar.
Strandhusvej, beliggende på en lukket vej uden gennemgående trafik, tilbyder endvidere en attraktiv beliggenhed i gåafstand til dagligdagens gøremål: indkøb, offentlig transport, stranden, Egå Marina, Sølystskolen og et væld af sportsaktiviteter såsom sejlads, kitesurfing og svømning.
Alt i alt en villa, der bør opleves.