På Gørtlervej 7 venter en villa, der rammer plet hos børnefamilien, som drømmer om god plads, trygge omgivelser og en bolig, hvor de store ting allerede er gjort. Her får I en flot renoveret villa i ét af Sæbys populære og familievenlige områder – fredeligt beliggende på en lukket vej og samtidig tæt på skole, børnehave, stisystemer, skov, strand og byens hyggelige centrum.
Siden de nuværende ejere købte huset i 2021, er der lagt både tid, kræfter og kærlighed i ejendommen – og resultatet mærkes tydeligt, så snart I træder indenfor. Særligt det store køkkenalrum imponerer med loft til kip, smukke lyse elementer og masser af bordplads. Her er skabt et naturligt samlingspunkt for familien, hvor hverdagen kan leves med god plads omkring sig, og hvor gæster, fødselsdage og festlige aftener nemt kan samles om madlavning og hyggeligt samvær.
Også badeværelset er totalrenoveret i en lys og lækker stil med badekar, og under renoveringen er størstedelen af elinstallationerne udskiftet. Dertil kommer nye gulve i størstedelen af huset samt nye lofter i flere rum, hvilket samlet set giver boligen et indbydende og tidssvarende udtryk.
Selvom villaen oprindeligt er fra 1964, er der derfor langt fra tale om en almindelig periodevilla. Huset fremstår moderne, velholdt og klar til familielivet. Taget er fra 2012, hvor man samtidig installerede solcelleanlæg – en fornuftig og fremtidsorienteret løsning, der bidrager positivt til husets forbrugsøkonomi. Ejendommen har energimærke C og placerer sig dermed flot energimæssigt.
Boligen rummer hele 172 m² bolig samt en udestue på 23 m², og planløsningen er skræddersyet til familien, der ønsker plads både til fællesskab og privatliv. Hjemmet udfolder sig i ét plan, og i den ene ende finder I fire gode værelser sammen med tor entre, badeværelse og gæstetoilet. Badeværelse og gæstetoilet har gulvvarme, og det samme gælder soveværelse, køkkenalrum og den hyggelige sofastue.
Udestuen fremstår i en kvalitet, der fint spiller sammen med resten af boligen, og den giver familien et ekstra opholdsrum med mange anvendelsesmuligheder. Her kan teenagere få deres eget multirum, børnene kan indrette legerum, eller I kan skabe en afslappet ekstra stue med kig til haven.
Også udearealerne har fået en grundig opgradering. Den store grund på 1.440 m² giver masser af plads til både leg, haveliv og afslapning, og sælger har gjort et flot stykke arbejde med at skabe en have, der er både anvendelig og overskuelig. Her er nemme bede, gode plænearealer, drivhus, stor indkørsel og ikke mindst en skøn sydvestvendt terrasse med nyere, flot flisebelægning. Terrassen bliver et oplagt samlingssted i sommerhalvåret, hvor solen kan nydes fra eftermiddag til aften.
Som et ekstra plus får I et udhus på 46 m² med værksted – perfekt til den praktiske familie, hobbyprojekter, opbevaring eller alle de små opgaver, der følger med livet i hus.
Beliggenheden sætter prikken over i’et. Skole og børnehave ligger inden for cirka 500 meter, og byens stisystemer gør turen tryg for familiens yngste. Samtidig har I kort afstand til Sæbys smukke natur, stranden og den charmerende bymidte med indkøb, caféer og hyggeligt byliv.
Kort sagt får I her en rummelig, opdateret og yderst familievenlig villa, hvor både hus, have og beliggenhed går op i en højere enhed.