Derfor er forskudsopgørelsen forsinket
Derfor er forskudsopgørelsen forsinket
Skattestyrelsen vil have tid til at indarbejde nye fradrag
Det kræver et par ugers ekstra tålmodighed i år, før du kan logge på for at tjekke og eventuelt rette i din forskudsopgørelse for næste år.
Skattestyrelsen har udsat åbningen af forskudsopgørelsen for 2027 med to uger til tirsdag den 24. november. Det sker for at få mulighed for at kunne indarbejde nye fradrag, som i øjeblikket er en del af de forhandlinger, der er i gang mellem regeringen og Folketingets øvrige partier.
De forslag, der ender med at blive vedtaget, vil så være indarbejdet i forskudsopgørelsen, når du kan komme til at se den på skat.dk. Håndværkerfradraget og Servicefradraget ser ud til at fortsætte.
Hvad med boligskatten?
De fleste af Danmarks 1,9 millioner ejerboliger bliver i 2027 beskattet af en endelig vurdering.
Det gælder 1,2 millioner boliger, hvor den boligskat, der fremgår af forskudsopgørelsen, vil være beregnet på baggrund af en endelig vurdering. Beregningsgrundlaget er 2022-vurderingen, som så er indekseret til 2026-prisniveau.
De resterende 700.000 betaler i begyndelsen af 2027 boligskat på et foreløbigt grundlag. Boligskatten for dem bliver genberegnet, når den endelige vurdering foreligger. Det forventes at ske i løbet af foråret eller først på sommeren næste år.
Du kan finde svar på spørgsmål på Vurderingsportalens side om boligskat i 2027
Varmepumpepuljens fremtid overvejes
Det overvejes blandt andet at indføre et øget beskæftigelsesfradrag på op til 9.500 kr. om året de sidste fem år før pensionsalderen. Desuden har der tidligere været forslag om at omlægge Varmepumpepuljens kontante tilskud til et skattefradrag eller en anden form for målrettet tilskudsordning.
I det finanslovsudspil, der forhandles om i øjeblikket, er den planlagte pulje på 185 mio. kr. årligt i perioden 2027-2029 fjernet som selvstændig post. Pengene indgår nu i stedet i en samlet ramme til elektrificering på 3,2 mia. kr. over fire år. Så vil det vise sig, om der fortsat bliver afsat midler, som er øremærket varmepumper i private boliger.
Du kan søge tilskud fra Varmepumpepuljen frem til den 30. november på de nuværende betingelser, hvis der er penge tilbage.