Det skal du være opmærksom på i års-/forskudsopgørelsen
Hvis du har købt eller solgt bolig i 2024
Fra tirsdag den 12. november kan du se og rette i din forskudsopgørelse for 2025 via TastSelv på skat.dk.
Hvis du har købt eller solgt en bolig/fritidsbolig i år, er der nogle områder og felter i forskudsopgørelsen, du skal være særligt opmærksom på, for at Skattestyrelsen kan beregne din trækprocent så præcist som muligt.
Renteudgifter og boligskatter
Renteudgifter fra lån til køb af ejerbolig kan trækkes fra. Desuden betaler du ejendomsværdiskat af boligen fra den dag, du flytter ind, og fra 2024 også grundskyld (det samme som ejendomsskat) via forskuds- og årsopgørelsen.
Ved køb af ejerbolig
Hvis du har købt bolig efter 1. september i år, skal du huske at opdatere din forskudsopgørelse for både 2024 og 2025. Hvis du ikke husker at rette begge år, bliver du ikke automatisk opkrævet ejendomsværdiskat/grundskyld via forskudsopgørelserne, og så risikerer du restskat.
Se de særlige skatteregler for:
Hvis du har solgt din bolig
Også ved salg af bolig gælder det, at hvis du sælger boligen efter 1. september i år, skal du både rette forskudsopgørelsen for 2024 og 2025, så du betaler den korrekte skat begge år.
Desuden er din egen udflytningsdag og køberens overtagelsesdag to vigtige datoer. Du skal nemlig kun betale ejendomsværdiskat for den periode, du rent faktisk bor i boligen, altså også, hvis du flytter før overtagelsesdagen. Grundskyld skal du derimod betale frem til den dag, den nye ejer overtager boligen.