Køb et hus til gennemsnitsprisen
Se på huse til gennemsnitsprisen
Så meget får du 3 mio. forskellige steder i landet
Gennemsnitsprisen for et hus er siden starten af 2023 stille og roligt kravlet opad, så den nu har rundet 3 millioner kroner. Det svarer til en kvadratmeterpris på lige knap 20.000 kr. for et parcelhus på 155 kvadratmeter, som ifølge Bolius er den gennemsnitlige størrelse for en villa eller et rækkehus i Danmark.
Ligesom et gennemsnit af kvadratmeterpriser dækker over store regionale forskelle, vil købsprisen på et hus også ofte afhænge af, hvornår det er bygget. Og her er tommelfingerreglen ’jo nyere, jo større’, for hvor man tidligere brugte en parcelhusstørrelse på 140 kvadratmeter som standard, ligger den gennemsnitlige størrelse på nybyggede parcelhuse i dag på over 200 kvadratmeter.
Så meget hus får du for gennemsnitsprisen
Ikke overraskende finder man det højeste prisniveau i og omkring hovedstaden. I de dyreste områder, København – Gentofte og Frederiksberg, er der typisk meget få eller ingen huse til salg i prisklassen 3 millioner. Hvis der er, er der som regel tale om haveforeningshuse i Københavns Kommune.
I kommunerne København og Gentofte begynder der at være noget at vælge imellem, hvis du har 5-6 millioner kroner at købe for. På Frederiksberg skal man pænt på den dyre side af 10 millioner.
Mere at vælge imellem
I midterfeltet ligger kommuner som Odense – Silkeborg – Aarhus og (tættest på landsgennemsnittet prismæssigt) Holbæk. Her gælder det alle steder, at der er en del huse til salg til priser på 3 millioner eller mindre, men selvfølgelig flest, når man bevæger sig uden for de fire hovedbyer. Ligesom i hovedstadsområdet får du også generelt mere og mere hus for pengene, jo længere du bevæger dig væk fra bycentrum.
De billigste områder, hvor kvadratmeterpriserne for alvor kommer i bund, finder du i Nordjylland, Sønderjylland og sydøst for Sjælland. I kommuner som Morsø – Tønder og Lolland kan det faktisk være svært at finde et hus til over 3 millioner. Der er i hvert fald ikke ret mange af dem. Til gengæld er der masser at vælge imellem til landsgennemsnitsprisen eller endnu mindre.