Udlej sommerhuset i efteråret
Interessen er stor og de første 47.900 kr. er skattefri
Både udenlandske og danske feriegæster er vilde med at leje sommerhus i Danmark. De seneste år har budt på den ene rekord efter den anden. Og på en ny tydelig tendens: Udlejningssæsonen bliver længere og strækker sig nu også ind i efteråret.
Hos Danmarks Statistik kan man for eksempel se, at antallet af forhåndsbookede udlejninger af danske ferieboliger de seneste fem år er steget med 15 pct. i august og 33 pct. i september. Alene det seneste år har stigningerne været på henholdsvis 4 og 5 pct.
Det er især tyske gæster, der i stigende grad nyder de danske efterårsmåneder i et lejet sommerhus.
- Det er sidst på sæsonen, hvor vi jo normalt ikke har udsolgt eller tæt på udsolgt, men lige pludselig har vi fået rigtig mange bookinger. Vi så det meget markant sidste år, og den tendens er bare blevet forstærket, siger Morten Egeskov, direktør hos Feriepartner Odsherred, til TV2 Øst.
Op til 47.000 skattefri kroner
Hvis du udlejer sommerhuset via Feriepartner, som er en del af EDC, sørger de for at indberette lejeindtægterne til Skattestyrelsen, og så får du som udgangspunkt automatisk et skattefradrag på op til 47.900 kr. i 2025. I 2026 stiger det skattefrie fradrag yderligere til 50.200 kr.
En anden mulighed, der kan understøtte sommerhusøkonomien, hvis der skal laves renoveringer til glæde for dig selv og eventuelle lejere, er at udnytte håndværkerfradraget, der i sin genindførte version nu også gælder sommerhuse, fritidsboliger og ferieejerlejligheder. Læs mere om reglerne hos på skat.dk: Håndværker- og servicefradrag for fritidsboliger
Åbne døre - også i september
Feriepartner Danmarks direktør, Flemming Toft Andersen, glæder sig over flere års stigende efterspørgsel på udlejningshuse i det danske sommerland og endnu et efterår, der også tegner særdeles godt. Samtidig gør han, i et debatindlæg i Jyllands-Posten opmærksom på, at det er en udvikling, der kræver omstilling af turismebranchen for at sikre, at turisterne får en god oplevelse, når de holder ferien i Danmark udenfor den traditionelle højsæson:
“For eksempel forventer turisterne – naturligvis – at restauranter og butikker er åbne, når de kommer hertil i september. Gode madoplevelser og mulighed for shopping har en relativt stor indflydelse på, hvordan gæsterne oplever deres ophold i Danmark, og turisterne forventer, at de møder åbne døre”, skriver han og konstaterer, at serviceniveauet ikke helt er der endnu.
“Vi bør stramme os lidt mere an, før Danmark kan tilbyde det, som turisterne efterspørger", lyder Flemming Toft Andersens opfordring.