Vælg det rigtige solcelleanlæg
Hvad er fordele og ulemper ved solceller?
Et solcelleanlæg, der omdanner solens lys til elektricitet, kan integreres i en boligs tag, facade eller placeres fritstående. Foruden besparelserne på elregningen, kan det også give din bolig en højere værdi at installere et solcelleanlæg. Tilbagebetalingstiden er i de fleste tilfælde 10-15 år.
Solceller er en støj- og forureningsfri energikilde, når de først er i drift, men der kan selvfølgelig være både CO2-aftryk og forskellige forureningskilder i forbindelse med produktionen, transport, installation og bortskaffelse. Bed om dokumentation for klimaaftryk, miljøbelastning og solcellernes oprindelse hos producenten, så du kan vælge solceller med omtanke for miljøet.
Solceller har den fordel, at de er robuste og har relativt lang levetid, typisk 25 år eller mere. Desuden er vedligeholdelsesomkostninger lave, fordi teknologien er uden bevægelige dele.
Øger eller forringer det boligens værdi?
Et æstetisk vellykket og velfungerende solcelleanlæg, der er placeret rigtigt i forhold til det optimale antal soltimer, kan øge boligens værdi. Hvis der er udfordringer med at placere og montere solcellerne, så de passer til boligens arkitektur, kan solcellerne derimod forringe boligens værdi. Så tænk dig godt om og søg rådgivning om boligens værdi og udtryk hos en ejendomsmægler eller en arkitekt.
Blandt andre ulemper er, at der kan være udfordringer med en eksisterende tagkonstruktions bæreevne. Og så producerer solceller jo kun strøm i dagtimerne, hvor mange alligevel ikke er hjemme, ligesom udbyttet er begrænset i vintersæsonen. Leverandører og montører af solcelleanlæg kan ofte hjælpe med at beregne økonomien, både på elregningen her og nu og på længere sigt.
Er dit hus egnet til solceller?
Forskellige typer af anlæg
Man taler normalt om tre forskellige typer af anlæg, som kan være relevante for boligejere: Nettilsluttede solcelleanlæg, nettilsluttede anlæg med buffer/backup-batteri og off-grid solcelleanlæg. Sidstnævnte kaldes også stand alone-anlæg eller ø-drift-solcelleanlæg. De er ikke tilsluttet elnettet, men lagrer udelukkende strøm i batterier.
Bygningsintegrerede solceller, hvor solcellerne er en del af f.eks. tag- eller facademateriale, bliver stadig bedre og billigere, så merudgiften i forhold til traditionelle tag- og facadematerialer bliver mindre og mindre. Andelen af bygningsintegrerede solceller forventes at stige markant de kommende år i forbindelse med nyt byggeri eller renovering af eksisterende tage.
Find en godkendt installatør
Se brancheorganisationen Tekniqs liste over VE-certificerede installatører
Læs mere om solceller hos Videncentret Bolius